Juan Gómez-Jurado - Kontrakt Med Gud
Det er noget af en pageturner jeg har fået fat i her, lidt over et døgn skulle jeg bruge på at læse den. Det var svært at lægge bogen fra sig, når jeg først fik gang i en læse rytme, men lidt af hverdagens gøremål har jeg dog også fået presset ind.
Det er mit første møde med Gómez-Jurado, men sjovt nok den anden spanske forfatter jeg læser indenfor et par uger, det er vist ikke sket før. Kontrakt Med Gud er forfatterens anden bog, og den første Spion For Gud skulle have fået forholdsvist meget ros og en del læsere/fans, så nu har jeg endnu en bog på min læseliste.
Vi kommer vidt om i bogen, men det meste af handlingen er henlagt til Jordan's ørken hvor jagten på Pagtens Ark foregår med den Amerikanske hemmelighedsfulde forretningsmand Raymond Kayn som primus motor. Hovedpersonerne Fowler, en tidligere CIA agent og pararescue mand, som nu er præst og udsendt fra Vatikanet og journalisten Andrea Otero fra Spanien, som er med for at dokumentere ekspeditionens fund, bliver trukket ind i et spil, større end de egentligt havde regnet med.
Historiens plot er bygget flot op, fra begyndelsen under anden verdenskrig til nutidens samfund, med masser af referencer til reelle begivenheder og samfundets problemer med og ar fra terror. Man må sige at det slet ikke gør historien dårligere med de mange relationer til vores hverdag og de større udenrigspolitiske spil som bliver tvundet godt ind i den hæsblæsende historie, for man må sige at der sker noget i løbet af de 396 sider som bogen spænder over. Den er bygget op med forholdsvis små kapitler og spring fra det ene sted til det andet, frem og tilbage i tiden og så videre, i bedste Dan Brown stil og ja, det virker også her. Det gør bogen letlæselig og så er det hellere ikke det store sprog som er fundet frem, det hjælper selvfølgelig også på det hele. Dog lader det til at der har sneget sig et par fejl ind, som manglende ord og forkert sætningsstilling, det burde nok have været fanget af en redaktør.
Men alt i alt en spændende og god spændingsbog med masser af twists, hvor nogle dog er noget kun forudsigelige, som man hurtigt pløjer sig igennem, da man lige skal have det næste kapitel eller 3 med, da der altid sker noget og kapitlerne sjældent bliver lukkede, så dramaturgisk er det vel-lavet. Jeg er også sikker på at man kunne få et godt screenplay ud af Kontrakt Med Gud, med en fin film eller tv-serie til følge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar