tirsdag den 3. marts 2009

Gårsdagens høst

Mandag er som regel dagen hvor ugens største udgivelser ser dagens lys, sådan var det også igår, så der skulle da spenderes et par kroner hos pladepusheren, da både U2 og Jokeren var klar med deres nye skiver. Og udgivelses datoer er åbenbart ikke overhøjtidlige, heroppe i det kolde nord, da Balstyrko's 'Jagten På Noget' ifølge min info, først skulle udkomme idag, men jeg var heldig at få den med igår, det er ikke noget jeg er ked af.

Efter et par gennemlytninger af U2's 'No Line On The Horizon' virker det som en fed skive, der kun bliver bedre jo flere gange den får lov til at åbenbare sig. Det er svært for et band med mange år på bagen og et par håndfulde skiver at genopfinde sig selv hver gang, og det er vel heller ikke meningen. U2 leverer velskrevet og interessant musik på den nye skive, de har nogle sjove vinkler på produktionerne her og der og har stadig sjæl i det. Jeg har efterhånden set en del blandede reaktioner på skiven, men er sikker på at den vil stå stærkere om en måned, end nu, over alle linier. Og der skulle komme endnu en U2 skive i år!

'Den Tørstige Digter' markerer Jokeren's genkomst efter, en næsten stilhed på udgivelsesfronten, siden 2005's 'Gigolo Jesus'. Umiddelbart ved man hvad man får, når man smider en Jokeren skive i spilledåsen, overlegent flow, rammende lyrik og lidt til tænkeren, og sådan fortsætter festen også.

På produktionssiden er der sket lidt, der er kun en enkelt Ezi Cut, som ellers har været husproducer på de 2 første skiver, produktion, resten er delt op imellem nye og upcoming navne og etablerede acts, så en temmelig varieret plade hvad angår det musikalske. Der er en del produktioner der er rimeligt lyttevenlige, men alligevel ikke da beatsene er hårde og flowet ligeså, men skiven er nok lettere at komme ind på livet af, for folk der ikke er så meget til rent hip hop/rap. Der er også mange fede gæsteoptrædener, hvor især Blæs Bukki, Yepha, Peter Belli og Pato og Sune Rose Wagner tager kegler. En fed, spændende og relevant skive, der har været på repeat siden igår kl. 22:30 her i hytten.

Balstyrko's første skive er en lidt sær fætter. 'Jagten På Noget' er en tour de force af god lyrik, leveret af Ane Trolle og Blæs Bukki ovenpå et finurligt legende lydbillede produceret af Ormen. En virkeligt spændende skive, med gode lydflader og stemninger, og Trolle's sprøde stemme, Bukki's finurlige syngende rim og lyrik der virker og rammer, det bliver stort!

Ingen kommentarer: